Plejeforældre skal klædes ordentligt på.

Der er med rette fokus på plejefamiliers vilkår igen. De fleste børn, der anbringes, kommer i familiepleje – og her kan alt gå galt. Der har tidligere været sager fremme i pressen, som har rystet og berørt mange af os.

Problemet er, at plejeforældre ikke tilbydes ordentlig uddannelse, faglig hjælp og supervision. Det er slet ikke i nærheden af det, de har behov for, hvis opgaven med ofte svært belastede og traumatiserede børn skal lykkes.

Langt de fleste plejeforældre er velfungerende og omsorgsfulde og går til opgaven med de bedste intentioner, men de er ikke forberedte på, at have traumatiserede børn i familien – døgnet rundt, året rundt.

Børn anbringes ikke uden grund. Der er ikke tale om børn, der er taknemmelige for at være fjernet fra forældrene. De er ikke ‘bare’ glade for, at en anden familie vil tage sig af dem i stedet for. Plejebørnene er dybt frustrerede over svigt og tab fra de forældre, som de på godt og ondt har knyttet sig til.

Deres negative erfaringer udspiller sig også i deres nye relationer. Noget er bevidst, men langt det meste er ubevidste processer, der driver plejebarnets ofte destruktive adfærd. Det kommer bag på mange plejeforældre, hvor meget de bliver påvirket af disse processer. Ofte kan de slet ikke genkende sig selv, og de kan have svært ved at rumme de følelser af vrede og sorg, der opstår i dem. De fleste plejeforældre jeg møder, er naturligvis meget optaget af, hvordan de skal få børnene til ikke at være bange, opføre sig hensigtsmæssigt osv.

Der er behov for længere undervisningsforløb for plejeforældre og en dybere indsigt i psykologisk teori om børnenes ubevidste. Det giver mulighed for en ny forståelse for børnenes adfærd og følelser. Det indebærer også, at plejeforældrene får bedre forståelse for deres egne følelser og reaktioner. Undervisningen skal knyttes til både redskaber og rummelighed, så kontakten, grænsesætningen, omsorgen og accepten kan omsættes til en sund kontakt i dagligdagen.

Der findes selvfølgelig skrækhistorier, men langt de fleste sager handler om, at velmenende mennesker får opgaver – men ikke den fornødne indsigt i – hvordan opgaven skal løses. Lange undervisningsforløb er måske ambitiøst, men det koster, hver gang en plejefamilie må give op. Både økonomisk og menneskeligt. Økonomisk for samfundet, menneskeligt for barnet – men i høj grad også for de plejeforældre, der lægger sjæl i arbejdet.

Så kære kommuner: I beder plejeforældrene om at løse en stor, samfundsmæssig opgave. Den skal I klæde plejeforældrene ordentligt på til at kunne klare.

Rita Knudsen, socialrådgiver og psykoterapeut